IntroduktionDebatMyterOversættelseArkivetUndervisningForskningevolution.dk

Johannes Vilhelm Jensen (1873-1950)

Forfatter, studerede medicin 1894-96, vinder af Nobelprisen i litteratur 1944.

I løbet af den første halvdel af det 20. århundrede udgav Johannes V. Jensen mere end tyve digte, essays og noveller, der omhandlede Charles Darwin og evolution. I Den Moderne Verden (København, Gyldendal, 1907) hyldede Jensen Darwin og sammenlignede ham med N.F.S.Grundtvig. Jensen så dem begge som seere, bondehelte og fortalere for fremskridt. Endvidere hævdede han, at “Udviklingslæren er den tarvelige jordbundne Bondes Livsanskuelse i Blomst”. Jensen fordømte på det kraftigste det han kaldte ”dårlig darwinisme”, defineret som Friedrich Nietzsches vulgariserede udgave af Darwins udviklingsteori med ideen om overmennesket og påstanden om den stærkes ret. Jensen var overbevist om, at det var et misbrug af Darwin, der havde ledt til den tyske militarisme og de to verdenskrige. Jensen var også kritisk over for 1870’ernes fritænkere, især den litterære kritiker George Brandes, der gjorde darwinismen moderne, men ikke forstod teoriens essens, samt forfatterne Henrik Ibsen og Herman Bang, der fokuserede for meget på arv og degeneration i stedet for på de frigørende og progressive aspekter af evolutionsteorien.

Ifølge Jensen skyldte det moderne menneske sin sjæl til Darwin, men ironisk nok var Jensen mere lamarckist end darwinist. I 1920’erne skrev han flere essays, hvori han argumenterede for arvelighed af erhvervede egenskaber samt for dyrs direkte tilpasning til omgivelserne. Han var en stor beundrer af den lamarckistiske zoolog Herluf Winge og skeptisk over for genetik og de laboratoriestudier, der i 1920’erne og 1930’erne fik mange videnskabsmænd til at opfatte lamarckismen som mere og mere forældet.

I sit store evolutionære epos Den lange Rejse (København, Gyldendal, 1908-22) opridsede Jensen en særlig nordisk historie for menneskeheden om overgangen fra dyr til menneske, gennem sten-, bronze- og jernalderen til Christoffer Columbus, som Jensen forestillede sig havde været en nordisk mennesketype. Kampen mod naturen, især det kolde klima, havde ifølge Jensen gjort den nordiske race særdeles stærk. Eposset var baseret på en idiosynkratisk læsning af evolutionær arkæologi og antropologi. Jensen tilsluttede sig de imperialistiske og racistiske aspekter af den sociokulturelle evolutionisme, der opfattede den hvide mand som toppen af racehierarkiet. Ifølge Jensen var den angelsaksiske race i England og Amerika og den jyske race i det vestlige Danmark kulturelt og biologisk beslægtede og repræsenterede klimakset på den menneskelige evolution og civilisation. Hans mest detaljerede diskussioner af darwinisme kan findes i hans senere værker Æstetik og Udvikling (1923), Evolution og Moral (1925), Dyrenes forvandling (1927), Aandens Stadier (1928), Retninger i Tiden (1930), Det Blivende (1934) og Vor oprindelse (1941), alle udgivet af Gyldendal.

Hans Henrik Hjermitslev

Tilbage til oversigten over biografierne