Darwin i mellemkrigsårene

I 1930erne skrev den ledende Darwinbiograf, Geoffrey Wells, at nu var hele Darwins historie kendt, og at stort set intet nyt ville blive tilføjet. Antagelsen var, at Darwins Liv og breve, hans Selvbiografi sammen med yderligere nogle bøger med familiekorrespondance og udkast til hans evolutionsteori udgjorde et tilstrækkeligt og fyldestgørende grundlag til at forstå hans liv og hans teori.

Historikere har i 1980erne og -90erne gjort meget ud af at understrege, hvordan den darwinistiske evolutionsteori videnskabeligt set kom til at stå i skyggen af den nu meget velfunderede og professionaliserede genetik i de første tre årtier af 1900-tallet. I denne historie bliver den såkaldte neodarwinistiske syntese—integrationen af evolutionsteori og genetik—set som et centralt vendepunkt og som den endelige introduktion af det moderne biologiske verdensbillede, vi har levet med siden.

Nyere historisk forskning viser imidlertid dels, at vi skal være varsomme med for det første at tolke den neodarwinistiske syntese som en videnskabelig revolution, der i løbet af kort tid overbeviste hele det videnskabelige samfund. For det andet er Darwins fortsatte betydning som vigtigt ikon i de biologiske videnskaber blevet nedtonet til fordel for billedet af en teori i krise.

Darwin var i mellemkrigsårene i høj grad en samlende figur i de biologiske videnskaber, ikke mindst som reaktion og bolværk mod den nye kreationistiske bevægelse, der startede i USA og spredte sig til Storbritannien i løbet af 1920erne. Videnskabsfolk så generelt dette som en trussel mod hele det videnskabelige uddannelsessystem og dermed grundlaget for den moderne verden. Fra begyndelsen var Darwin et af de vigtigste våben for engagerede videnskabsfolk i kampen mod kreationismen. For dem var bevarelsen af Darwins heltebillede afgørende.

Peter C. Kjærgaard