Darwins andet jubilæum (1959)

Fejringen i 1959 af Darwins 150-års fødselsdag og 100-året for udgivelsen af Om Arternes Oprindelse var i høj grad styret af elitære akademiske interesser. Der var ingen, der længere så nogen modsætninger mellem evolutionsteori og genetik, og med opdagelsen af DNA i 1953 var fundamentet på plads. Igen blev Darwins jubilæum til en fejring af aktuel videnskab, og hvor langt man var nået i udforskningen og udnyttelsen af naturen.

I koldkrigsårenes skygge var der endvidere brug for positive rollemodeller. Darwin var perfekt i denne forbindelse. Samtidig havde videnskabshistorie fået en plads på flere universiteter som et ungt, men selvstændigt fag. Her var der brug for faglig identitet og begrundet eksistensberettigelse. Efter 2. Verdenskrigs afslutning så mange naturvidenskaberne som redningen fra, at det kunne ske igen. Matematik blev set som et universelt sprog, man kunne tale på tværs af kultur- og sprogskel, og videnskaben blev sat i centrum for en pacifistisk bevægelse, hvor Darwin bekvemt kunne bruges som en ambassadør alle kunne samles om.

I de følgende år var det derfor vigtigt for det videnskabelige samfunds vedkommende at opretholde et rent billede af Darwin, som indbegrebet af den objektive, ubesmittede og ubestikkelige videnskab. Imidlertid kom en masse nyt materiale frem i lyset, der ikke passede til det rene videnskabelige glansbillede, som videnskabsfolk mente, de havde brug for. Det officielle videnskabelige billede blev dermed vanskeligere og vanskeligere for videnskabshistorikere og –filosoffer at opretholde med ofte ophedet konflikt med videnskabsfolk til følge. Hvem skulle stå for det officielle billede af Darwin?

Peter C. Kjærgaard